Halfdan Rasmussen – Stilheden

Jeg er stilheden. Jer er den lyttende grav.
Den talende død, som tålmodigt og uden krav
byder dit øre at lytte, dit øje at se.
Jeg er stilheden. Jeg er det lydløse tog
af tøvende ord, som tegn i et renere sprog
end det dine læber har talt. Jeg er ordenes sne.

Jeg er en tåge af vigende tegn i det blik
som ydmyg bevæger dit hjerte og lader musik
tone i det som er fjernt og alligevel nær.
Jeg er den ordløse fabel lagt ind i et tegn:
Spirende frøkorn. En stjerne. Syrener i regn.
Alt hvad du bare kan dele med en du har kær.
Træernes løv er min mund når det drivende rum
ånder i fuglenes vinger og havenes skum.
Gravenes stilnede hjerte blev stilhed i mit.
Blind er jeg født. Men jeg ser med hvert øje der ser.
Døv var jeg altid. Men lydhør når skumringen sner
over de usagte ord og de tøvende skridt.

Søger du mig så du søge mig nænsomt og tyst
nær ved den vuggende ild i menneskets bryst.
Jager du mig går du vild i de vejløse skove.
Ingen har strejfet mit hjerte med skygger af ord.
Kun døden har kendt mig. Og trygt skal de hjemfaldne sove. Ingen
har fulgt mig herud hvor det tidløse bor.